Fotografi og fotografering

At fotografere er som at spille musik. Jo mere du øver dig – jo bedre bliver du.

Fotografi og fotografering fylder meget i vores verden. Vi er rigtigt mange der tager billeder og bruger billeder. Selve optage-teknikken opstod ud fra Camera Obscura princippet. Det er en optisk overførsel af et billede, som har været kendt i ca 2300 år. (Aristoteles – ca 350 f. Kr.)

Det er en meget enkel teknik, hvor et huls optiske virkning kan skabe et billede på en flade. Hvis man ser lidt abstrakt på det kan man godt at princippet er det samme i de moderne kameraer.

“Boulevard du Temple”, er et Daguerreotopi af Louis Daguerre. Billedet er optaget i 1838 og regnes for at være det første billede, hvor der optræder mennesker. (Manden på gadehjørnet, der vist får pudset sko). På grund af den lange lukkertid er den øvrige trafik helt forsvundet. I øvrigt en teknik du selv kan bruge når du fotograferer seværdigheder.

Det fotografiske øjeblik

Fotografering handler om at fange øjeblikket. Det lillebitte øjeblik, hvor verden bliver frosset fast i et splitsekund.  Øjeblikket før – og øjeblikket efter, er ikke interessant. Det eneste interessante er den “tidslomme” du fik da du trykkede på udløseren.

Før fotografiet blev opfundet var det malerne der fangede “virkeligheden” på deres lærreder. Når vi ser et maleri ved vi godt at det endelig billede er malerens fortolkning af virkeligheden.

Så er et fotografi mere fakta. Mere neutral i sin kommunikation.

Næh det er det ikke. Det budskab der er i et fotografi er ligeså meget en fortolkning af virkeligheden som et maleri er det. Kameraets position. Objektivets personlighed. Sort/hvid foto. Farvefoto. Det afgørende øjeblik, hvor der trykkes på kameraets udløser.

En dygtig fotograf, der kan sit håndværk vil kunne skabe helt særlige stemninger og budskaber i sit billede. Præcist som de klassiske malere kunne det.